Kost – motion – søvn

På den tyske efterskole er vores holdning til sund kost ikke kun et spørgsmål om, hvad vi putter i munden.

Sund kost kombineret med motion og nok søvn er vigtige elementer i, hvordan vi trives både i forhold til indlæring og socialt.

Hverdagens program er opbygget på en måde, hvor der er taget hensyn til disse tre elementer. Forskningen har vist, at teenagere har brug for mindst 9,5 timers søvn, og det har vi i vores dagsprogram taget højde for.

Morgenmaden serveres kl. 8.10, og derefter er der forskellige tilbud om motion. Undervisningen starter hver dag kl. 9.20.

Kosten på efterskolen er sammensat ernæringsmæssigt rigtigt i forhold til sundhedsstyrelsens officielle kostråd. Der bliver lagt vægt på velsmagende og varieret kost, og hvor det er muligt, bruger vi lokale råvarer.

Der serveres 3 hovedmåltider og 3 mellemmåltider hver dag.